mandag den 28. juni 2010

Pavlova

Fødselsdags-kage-bordet :)
Vi fik i alt 4 "lagkager" til min fødselsdag. En almindelig lagkage med et lag frugtcreme (blendet bær som er mikset sammen med flødeskum) og et lag kagecreme og banan. Så var der en frugttærte-lagkage :) Det var en tærtebund (indkøbt i Føtex, der snød jeg lidt) som jeg havde dækket med mørk chokolade. Jeg blandede flødeskum og kagecreme og lagde hen over også en masse friske bær ovenpå - den smagte VIRKELIG godt! Den tredje lagkage havde min mor lavet, det var choko-lagkagebunde med fyld af flødeskum som var blandet op med knuste rutebiler (småkager). Den var også et hit, men den kendte det meste af familien på forhånd ;)

Den sidste var en Pavlova, som jo ikke rigtig er en lagkage, men alligevel lidt.

Jeg fik opskriften af en af mine mors veninder, da vi holdte sankt hans hjemme hos dem. Opskriften er fra en Jamie Oliver bog.

Pavlova

Marengs:

6 store æggehvider
300 g. sukker
1 nip salt
Revet citronskal
Fløde
Bær efter smag (Jeg brugte jordbær, hindbær, brombær og blåbær)
PassionsfrugtMørk chokolade
Hasselnødder


Pisk æggehviderne til de bliver helt stive - man skal kunne vende skålen på hovedet uden det løber ud. Tilsæt derefter sukkeret lidt efter lidt, mens du pisker. Tilsæt derefter lidt salt og revet citronskal. Du skal blive ved med at piske indtil sukkeret er væk - det kan du mærke ved at tage lidt marengs mellem fingrene og gnide - er den det mindste kornet, så skal du piske videre. Pas dog på at marengsen ikke falder sammen!

Smør marengsen ud på bagepapir, cirka 30 x 10 cm - måske lidt mere, det kan du selv fornemme. Bag den i ovnen i 30 - 45 minutter ved 150 grader. Jeg fik at vide at man ikke må åbne for meget ind til den, så falder den sammen. Den skal være sprød udenpå, men stadig lækker blød inden i. Det er fin grænse - man lærer det med tiden. Jeg gjorde i hvert fald :)

Lad marengsen køle af og pisk så fløden til flødeskum. Put flødeskum ovenpå marengsen, ikke så den bliver dækket ned langs kanten, kun ovenpå. Put bærrene ovenpå og drys med hakkede hasselnødder. Pres derefter passionsfrugt udover og slut af med revet chokolade. MUMS!

Man kan jo pynte den som man vil - der er mange muligheder :)

søndag den 27. juni 2010

Citronmåne a la Mette Blomsterberg

Igår holdte jeg fødselsdag for hele familien. De var inviteret til Lollandsk/Københavnsk kagebord, så jeg havde bagt og bagt og bagt! Men det var en rigtig dejlig dag, så har jeg intet imod anstrengelserne i køkkenet. Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder, men opskriften skal I da ikke snydes for :)

Jeg faldt faktisk over opskriften fordi jeg så et program på DR1 hvor der var en inde og servere den, og den så virkelig god ud. Ikke tør og kedelig som dem man køber nede i Netto. Så jeg gik ind på http://www.dr.dk/ og fandt opskriften på Mette Blomsterbergs citronmåne.

Citronmåne

Dej A
250 g. tempereret smør
1 stang vanilie
125 g. flormelis
125 g. rørsukker
150 g. stuetempererede hele æg
100 g. stuetempereret æggeblommer
190 g. hvedemel
65 g. Maizena
1 citron (både skal og saft)

Dej B
125 g. ren, rå marcipan
85 g. sukker
50 g. stuetempereret smør
75 g. stuetempererede hele æg

Citron glasur
150 g. flormelis
1 citron (både skal og saft)
evt. lidt vand

Dej A
Vaniliestangen flækkes og kornene skrabes og puttes i en skål. Hæld lidt rørsukker ved og brug en palet til at skille kornene ad (jeg havde dog lidt problemer med dette, men prikkede bare lidt i det og det virkede vist meget godt). Smør, flormelis, rørsukker samt vaniliesukkeret røres luftigt. Æg og æggeblommer tilsættes tilsættes roligt og lidt ad gangen. Stop når massen er ensartet. Hvedemel og Maizena blandes og sigtes ned i dejen, hvorefter det vendes rundt stille roligt. Tilsæt derefter citronsaft og skal.

Dej B
Ælt marcipan og sukker sammen med hænderne (jeg puttede det dog i en foodprocessor og det gik fint). Ælt smør i lidt ad gangen. Når alt smørret er blevet tilsat, så puttes æggene i lidt ad gangen.
Dej A og B vendes sammen og fordeles i formen. Bages ved 190 grader til den er godt gylden og giver efter for tryk - jeg gav den omkring 35 - 40 minutter. Jeg brugte en springform med en diameter på 25 cm.

Citronglasur:
Skallen rives af citronen og lægges til at lufttørre, mens du laver resten af glasuren.
Saften fra ½ citron (jeg brugte lidt mere), flormelissen og et par dråber vand blandes sammen i en lille gryde og glasuren lunes lidt. Fordel den derefter hurtigt på kagen og drys straks med den tørrede citronskal.

Virkelig en succes! Jeg elsker den kage og har aldrig oplevet at der ikke var nogen der kan lide den. Jeg kunne blande det hele sammen i min foodprocessor også er den ikke super svær at lave.