søndag den 14. oktober 2012

Panna cotta med hvid chokolade


For et par uger siden havde jeg besøg af min søde madklub. Jeg er med i en madklub hvor vi mødes engang i mellem og laver dejlig mad til hinanden :) Vi er tre piger i madklubben, og en af dem var højgravid sidst vi mødtes hos mig. Så jeg var nok klar over at der ville gå et stykke tid inden vi så hinanden igen, derfor synes jeg vi skulle forkæles lidt. Min yndlings dessert (i øjeblikket!) er panna cotta. Desuden er jeg vild med hvid chokolade, så jeg synes jo bare denne dessert er et match made in heaven.

Opskriften er fra Feminas hjemmeside.

Pannacotta med hvid chokolade
4-6 personer (jeg lavede denne omgang til tre personer og der var rigeligt!)

½ l. piskefløde
75 g. god hvid chokolade
60 g. sukker
½ stang vanilje (både korn og bælg)
3 blade husblas

Hak chokoladen fint og kom det i en skål. Kom fløde, sukker og vaniljekorn og bælgen i en gryde. Lad det småkoge ved svag varme i 10 min. - pas på det ikke koger over, det går hurtigt lige pludselig. Tag det fra varmen og fjern vaniljebælgen. Hæld fløden forsigtigt over chokoladen under omrøring. Udblød husblassen i koldt vand, vrid den for væde og pisk den i den varme fløde. Hæld blandingen i glas (eller hvad du nu vil servere desserten i) og stil den på køl i minimum to timer.

Velbekomme og mums!

Jeg serverede min panna cotta med frisk frugt og lidt hvid chokolade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar