fredag den 11. marts 2011

Middag til de søde piger :)

Jeg fik besøg af to dejlige damer og skulle derfor forkæle dem med lidt lækkert mad. Jeg fik en opskrift fra Maria's foodcorner og den vakte virkelig begejstring! Især salaten var damerne HELT vilde med og begge spurgte efter opskriften :) Sneglene jeg lavede til smagte super godt, men jeg tror jeg har fået givet dem for længe, de blev nemlig enormt hårde. Menuen bestod af madpandekager med svampe og kylling-creme, salat med asparges og langtidsstegte tomater og valnødde-persille snegle.
Til dessert lavede jeg en kage fra Latascha's hjemmeside - den blev serveret med bananis til. Den blogger jeg lige om senere :)
Jeg fik desværre kun billeder af sneglene, hvilket jo egentlig er temmelig dumt, men det hele gik så hurtigt da gæsterne kom. Men ellers tjek Maria's fine hjemmeside ud - der er nogle skønne billeder af retten!


Madpandekager


Ingredienser: 12 små eller 8 store
200g mel
1/2 tsk salt
3 æg
ca 4 dl mælk (Jeg brugte nok nærmere 6 dl, men det er jo smag og behag, hvor tykke man vil have pandekagerne)
3 spsk. vand
Smør til stegning


Rør alle ingredienser bortset fra mel sammen. Tilsæt melet lidt efter lidt og rør til en klumpfri dej - jeg brugte en elpisker. Lad dejen hvile i 30 min i køleskab. Smid lidt smør på panden og steg pandekagerne. Pas på ikke at stege pandekagerne alt for sprøde- så bliver de svære at rulle om fyldet.


Svampecreme med kylling
Ingredienser: til ca. 8 pandekager (jeg lavede 6 på aftenen og havde fyld til to pandekager dagen efter)


1/2 kg svampe
25g smør
1/4 dl hvidvin
250g creme fraiche
200g revet mozarella
1 bundt hakket persille
2 kyllingefilletter


Kyllingefilletterne steges så de er næsten færdige (stadig lidt lyserøde). Champignonerne skæres i stykker og svitses i smør. Hvidvinen tilsættes og det hele koges op til væden næsten er fordampet. Derefter tilsættes creme fraiche og det koges godt igennem (normalt bruger jeg fromage frais i stedet for creme fraiche, men i den her ret duer det altså ikke, for så bliver cremen ikke jævn).


Kyllingefilletterne skæres i stykker og blandes med den varme svampeblanding. Drys med hakket persille. Og så er det bare at fylde pandekagerne, komme dem i et ildfast fad, drysse med revet ost og gratinere pandekagerne ca. 10 minutter ved 225 grader.




Salat med grillede asparges og langtidsbagte tomater


Romaine/hjertesalat
Cherrytomater
Asparges
Pinjekerner
Peccorinoost - jeg fandt det i Irma
Honning
Olivenolie
Salt og peber


Bræk enderne af aspargesne og blancher dem i højst et par minutter. Aspargesne grilles på en varm grill eller grillpande i 2-3 minutter på hver side. Tomaterne skæres i halve og lægges i et ildfast fad med skærefladen op. Honning, olivenolie og salt og peber blandes. Tomaterne pensles med blandingen og bages i MINIMUM 1 1/2 time ved 150 grader. Jeg bagte mine i 1½ time og det var fint - de var faktisk begyndt at blive lidt sorte, men min ovn er også helt mærkelig! Tomaterne må gerne køle af inden servering. Pinjekernerne ristes på en tør pande. Hjertesalaten lægges i bunden, tomater og asparges kommes ovenpå. Og til sidst drysses med ristede pinjekerne og flager af peccorino.


Brød til sneglene:


375 g italiensk hvedemel (tipo 00)
1/4 tsk fint havsalt
12,5g frisk gær
0,75 dl ekstra jomfruolivenolie
2-2 1/2 dl lunt vand


Si mel og fint havsalt ned i en stor skål, og lav en fordybning i midten. Smuldr gæren i. Hæld 1/2 dl af olivenolien i, og gnid gæren i, til blandingen ligner brødkrummer. Hæld det lune vand i, og saml dejen.
Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt i ca. 10 min., til den er smidig og glat. Dejen skal være meget blød. Læg dejen i en letsmurt skål, dæk med et fugtigt viskestykke og lad den hæve i ca. 1.5 time (til den er hævet til ca dobbeltstørrelse).
Slå luften ud af dejen og den den i to. Rul dejen ud til en firkant og put fyldet på (se nedenfor) og bag dem i den forvarmede ovn 20-25 min.


Fyld til sneglene:


200g valnødder
en håndfuld friske persilleblade (bredbladet persille)
2 fed hvidløg
1 dl ekstra jomfruolivenolie
Havsalt og friskkværnet peber


Valnødder, persille og hvidløg blendes med olivenolie. Dejen tages frem og luften slås ud af den. Dejen rulles ud til et rektangel på ca 60 x 20 cm. Valnøddeblandingen smørres ud på dejen og dejen rulles til en roulade på den lange led. Rouladen skæres ud i ca 20 snegle og lægges i en rund form på ca. 23-25 cm i diameter. De skal lægges tæt, men ikke røre hinanden. Derefter hæver de under et fugtigt viskestykke i ca. 30 min. Sneglene bages i 35-45 minutter på 200 grader til de er gyldne.
Sneglene kan køle af i formen, hvis man gerne vil have dem bløde, eller på en bagerist, hvis de skal være lidt mere tørre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar